3K1A6110

Filadelfia – Renovering af laboratoriebygning

For den selvejende institution Filadelfia i Dianalund har Arkitektfirmaet HS BrunsgaardLaursen forestået en omfattende renovering og ombygning af en eksisterende laboratoriebygning.

Bygningen, som huser laboratoriet, var på mange parametre nedslidt og ikke tidssvarende. Det blev derfor besluttet at lade bygningen totalrenovere samt energioptimere.

Ved renoveringen er anvendelsen af bygningen og flowet for brugerne samtidig tænkt ind i projektet. Ved at flytte adgangen og lave et nyt indgangsparti og en ny lift, er der i dag direkte adgang til lokaler til blodprøvetagning mv., personalefaciliteter er blevet samlet, laboratoriefaciliteter er placeret i midten af bygningen med adgang fra begge sider, og kontorlokalerne er skærmet i den ene ende. Bygningen er nu helhedstænkt, så funktioner og adgange er mere logisk opbygget.

Udover den indvendige ombygning, er bygningens klimaskærm – vinduer/døre samt loftkonstruktion – ligeledes udskiftet, og isoleringen er optimeret. Begge dele er med til at sikre et bedre indeklima samt en reduktion af energiforbruget. Yderligere er alle installationer udskiftet, og alle tekniske installationer er nu samlet i kælderen fremfor på loftet.

Bygningen fremstår i dag godt disponeret med de funktioner, som er nødvendige for et tidssvarende laboratorie med et godt miljø for både klienter og personale.

Arbejderne blev udbudt i fagentreprise og er udført henover vinteren 2021 samt foråret 2022. Samarbejdet med håndværkerne har fungeret rigtigt fint; de har været proaktive og har bidraget til at løse opgaverne på bedste vis.