Foto 1

Lys og luft i enkle rammer

NY LÆGEKLINIK I SLAGELSE

”Vi er meget glade og tilfredse med de løsninger HS BrunsgaardLaursen fik ind i projektet, så vi alle oplever en klinik med godt lysindfald og hensigtsmæssigt patientflow – det har virkelig gjort en stor forskel for os.

Tak til arkitekterne for at kunne se de store linjer i projektet og nytænke, så vi i dag har en hverdag i en velindrettet og smuk familielægeklinik. Det er i høj grad HS BrunsgaardLaursen´s fortjeneste.

Med stor TAK,

Lægerne Ved Lystskoven”

 

Projektets ramme var en udtjent kommunal bygning, som skulle transformeres til et stort, samlende sundhedshus med forskelligartede funktioner – lige fra fysioterapeuter til lægeklinikker. Opgaven bestod i at indrette den største lægeklinik i huset, indenfor et allerede afgrænset areal.

Vi ønskede at disponere lægeklinikken, så den kunne opleves imødekommende, tryg og harmonisk.

At tilvejebringe optimale rammer med masser af dagslys, luft og udsigt er således en vigtig del af løsningskonceptet. Vi har derfor prioriteret store glaspartier ind mod gangzonerne, store udsigtsvinduer for enden af ganglinjerne og udvidet flere af de kvadratiske vindueshuller helt til gulv.

Gennem et overskueligt og enkelt hovedgreb har vi skabt et enkelt og entydigt wayfinding-princip, gode og funktionelle konsultationsrum, indbydende venteværelser og en personalestue med en særlig stemning (og endda med direkte udsigt til helikopterlandingspladsen på Slagelse Sygehus som bonus).

Vi ønsker Lægerne ved Lystskoven tillykke med indvielsen.